Kulturkalender

"Hørt over kaffebordet" Ny udstilling

"Hørt over kaffebordet" Ny udstilling

Begivenhedsoplysninger

Tag plads som en diskret iagttager i Museum Silkeborg, Hovedgårdens nye opstilling af en stue fra det tidlige Silkeborg, og kom tæt på stemningen ved et kaffeselskab omkring 1862. Her er det muligt at opleve, hvordan samtalerne blandt nogle af byens beboere i 1860erne kunne have lydt i det bedre borgerskab, og samtidig få et indblik i, hvad der optog folk i den unge nybyggerby.

Den nye formidling tager udgangspunkt i Jones' stue, som i 1971 blev testamenteret til Museum Silkeborg. Stuen tilhørte Adelaida Nielsen, der i 1862 blev gift med købmanden Robert Jones. Han havde allerede i 1856 slået sig ned som købmand i det nye Silkeborg, og i 1862 kom Adelaida fra København til byen med blandt andet et helt dagligstuemøblement, som siden dannede rammen om familiens liv gennem mange år.

Købmandsparret fik i alt 9 børn. 3 døde som små, og ingen af de øvrige stiftede selv familie eller fik børn. Alligevel tog de godt vare på barndomshjemmet, og den stue, som i familien blev kaldt "hjørnestuen", stod derfor næsten urørt, da den sidst levende af børnene, Arthur Jones, døde i 1971. I 1950erne var der overvejelser om, at Nationalmuset måske skulle overtage stuen, men i stedet endte den hos Silkeborg Museum. Her blev den udstillet på Hovedgården, hvor den har stået uændret lige siden.

Efter 50 år er stuen nu blevet renoveret, og møblerne er igen sat ind i de gamle rammer. Samtidig er der tilføjet et audiovisuelt lag, så man ikke blot kan se ind i rummet, men også høre, hvad der blev talt om ved kaffebordet. Der findes ingen optagelser fra tidens samtaler, men museumsinspektør Keld Dalsgaard Larsen har med afsæt i historiske kilder og erindringer skabt fiktive samtaler, som meget vel kunne have fundet sted. Formidlingen af nybyggertidens Silkeborg i Jones' stue er støttet af Lauritzen Fonden og udgør Museum Silkeborgs hovedbidrag til byens 175 års byjubilæum.

Entré: 100 kr. Lokation: Museum Silkeborg Hovedgården.

Dato & tid
21. oktober 2021
11.00 – 00.00
Sted
Museum Silkeborg Hovedgården
Pris
100 kr

Nyhedsbrev

Tilmelding nu åben

Modtag byens events hver uge

AI har i samarbejde med en ægte person assisteret med udviklingen af denne event.

Lokale Nyheder

Dette sker også nær dig

Udstillinger

Tilmelding nu åben

Modtag byens events hver uge

Gratis nyhedsbrev — afmeld når som helst

Du har set det hele