Kom og gå på opdagelse i linoleumstrykkets kreative muligheder, hvor du får lov til at arbejde med dine egne motiver fra start til slut. I denne workshop bliver du introduceret til de grundlæggende teknikker, så du kan designe, skære og trykke dine egne billeder i linoleum.
Der arbejdes både med enkle udtryk og mere detaljerede designs, og der bliver rig mulighed for at lege med former, mønstre og farver undervejs. Med årstiden som inspiration kan der også dukke efterårsblade, græskar eller andre spøgelsesagtige motiver op i processen.
Arrangementet er en del af familie-lørdage, hvor familier hver lørdag i foråret og efteråret inviteres ind i huset til kreative oplevelser for både børn og voksne. Her kan man møde andre familier, opleve kultur og prøve kræfter med kreative processer og kunsthåndværk under vejledning af professionelle kunstnere og kulturformidlere. Materialer stilles gratis til rådighed for alle.
Medmindre andet er angivet, foregår aktiviteterne som drop-in fra kl. 10.00 til 14.00, så I kan komme forbi, når det passer inden for tidsrummet. Tilbuddet henvender sig især til børn og deres familier, og hvis man ikke ønsker at deltage i den planlagte aktivitet, er der også mulighed for at bruge husets faciliteter til leg eller holde en rolig pause med medbragt madpakke samt en kop saftevand og kaffe i de hyggelige, uformelle rammer.




