I verdenshavene lever nogle af Jordens allerstørste dyr, og i mange år har deres liv langt fra kysten været vanskeligt at følge. Først for nylig har ny teknologi givet forskerne helt nye muligheder for at komme tættere på hvalerne, mens de jager nede i havets dyb.
Hvaler er de største dyr, der nogensinde har levet på Jorden, og deres særlige tilpasninger til livet i vand gør dem til nogle af de mest bemærkelsesværdige pattedyr. De blev tidligere betragtet som flydende oliedepoter og jaget næsten til udryddelse, men i dag er der voksende erkendelse af, at havets økosystemer er tæt afhængige af hvaler som toprovdyr.
Før i tiden kunne forskere kun få indblik i hvalernes liv ved at observere dem i den korte tid, de viser sig ved overfladen, eller ved at undersøge døde dyr og ud fra disse studier forsøge at forstå deres levevis. Nu åbner droner og måleudstyr, der sættes fast på hvalerne med sugekopper, for langt mere detaljerede undersøgelser af deres biologi, mens de jager på store dybder langt til havs.
Under foredraget kommer man blandt andet med verdens mindste hval, marsvinet, på jagt i danske farvande, og med dybvandskameraer forsøger man at forstå, hvordan verdens største tandhval, kaskelothvalen, finder føde på mere end 1.000 meters dybde. Der bliver også fortalt om, hvordan en grønlandshval undgår at fryse ihjel, mens den lever af milliarder af bittesmå byttedyr i Diskobugten, og hvordan en pukkelhvalsmor kan føde og die en unge uden selv at spise i et halvt år.
Foredraget sætter samtidig fokus på, hvordan mennesker fremover kan leve i bæredygtig sameksistens med disse vigtige toprovdyr i en verden under forandring. Det er en opdateret version af et foredrag fra forårssemesteret 2019.
Foredraget streames live fra Aarhus Universitet og indgår i serien Offentlige foredrag i Naturvidenskab, som arrangeres af Aarhus Universitet og udbydes i samarbejde med værter i en række byer samt støttes af Carlsbergfondet. Hvis du vil have bonusmateriale og besked om kommende foredrag, kan du følge foredragene via nyhedsbrev eller sociale medier. Fri entré.




















